Politiken skriver

Café Krasnapolsky kommer aldrig tilbage..

80’ernes ikoniske Café Krasnapolsky kommer aldrig tilbage.  ‘Kras’ var de sortklædte narcissisters vandingshul. Nu åbner ny natklub i barens gamle lokaler.

Det ultimative se og bliv set-sted. Livsledens sortklædte højborg. De pseudointellektuelle narcissisters faste holdeplads. Eller, som forfatteren Morten Sabroe har betegnet det, »en slags modeopvisning i storby-dekadence og moderne desperation«.

Kært barn har mange navne. Således også ikoniske Café Krasnapolsky – eller blot ‘Kras’ – som i 1980’erne var stedet i København, man bare skulle ses på. Men som nu, næsten 30 år efter åbningen, har drejet nøglen om.

Krasnapolsky slog første gang dørene op 19. april 1984 i Vestergade – i et nedlagt rejsebureau – og blev straks en direkte modpol til værtshuset Husmanns Vinstue lidt længere nede ad gaden. Bag stedet stod Anders Linnet, Anne Linnets halvfætter, Charlotte Breum, og Gregers og Michael Bjørn Hansen. Ambitionen var fra starten af at gå andre, nye veje.

»Det skulle ikke være noget med tykke mænd, der sad i mørke, tilrøgede og tillukkede lokaler og kylede bajere i kloakken, og hvor underholdningen var dårlige, sjofle vittigheder. Bodegaens romantiske og kunstige kulisser var ikke os«, har en af grundlæggerne fortalt i bogen ‘København’.

Bartenderne bestemte alt 

Krasnapolsky, opkaldt efter et luksushotel i Amsterdam, blev en international café, påvirket af New York, og skabt i cement, rustfrit stål og glas. Det skulle være koldt, ventilationsrørerne var fritlagte og panoramavinduerne var større end noget, man havde set i byen før.

Straks flokkedes kunstnere, studiner, punkere, forfattere og mediefolk på stedet, og den ovale bar, der var placeret midt i caféens store rum, blev omdrejningspunktet.

Jeg stod ret op og ned en tredjedel af mine vågne timer. Jeg stod på Krasnapolsky.

Carsten Jensen

»Bartenderne var vildt lækre, folk bestilte flasker, og fotomodeller stod side om side med de rå punkere (…). Man kunne se Hr. Jensen hænge oppe i baren, og rundt omkring i stålstolene sad musikere fra de bands, man havde på plade«, har DR-journalisten Liv Thomsen, som var til stede ved åbningsaftenen på Krasnapolsky, tidligere fortalt Politiken.

Og man var heldig, hvis man overhovedet fik fingrene i en flaske Sort Guld eller Elefant-øl i baren, når man først var kommet inden for på in-stedet.

Personalet bag den 22 meter lange bardisk gjorde nemlig en dyd ud af kun at servicere de kendte ansigter – især tidens dystre og selvbevidste forfattere – som stod på den anden side af baren, samt deres bartender-kollegaer, der befandt sig øverst i hierarkiet i datidens natteliv.

»At få lov til at arbejde på Krasnapolsky var som at blive adlet, hvorfor man naturligvis også hang ud på stedet i sin fritid og drak billige personaleøl, så rosset kunne se, at man altså tilhørte indercirklen«, som tilstandende på caféen blev beskrevet i Politiken for år tilbage.

Hr. Jensen holdt hof 

‘Kras’ var trendsættende. Den var populær. Og den var på alles læber i årene efter åbningen. Det virkede med andre ord som om, at alt kunne lade sig gøre på Krasnapolsky. Derfor var det det mest naturlige i verden, at 1980’ernes yuppier hang ud på Vestergade 10 side om side med punkerne og de unge kunstnere.

Video-kunst og skiftende installationer kæmpede om opmærksomheden på de hvide vægge. Folket strømmede til koncerter, modeshow, tv-optagelser og events. Og over det hele blev der talt litteratur. Ikke mindst ved det bord, hvor den excentriske digter, forfatterskoleformand og anmelder Poul Borum hver dag spiste sin frokost.

Men også i klyngerne ved baren på Krasnapolsky, hvor førnævnte Carsten Jensen holdt hof.

»Jeg stod ret op og ned en tredjedel af mine vågne timer. Jeg stod på Krasnapolsky. Jeg stod på Dan Turell. Jeg stod på Umatic, som ikke længere findes, og som nogen på grund af en fejlagtig udtale af navnet troede var en hjemstavnsklub for grønlændere, men som altså var et diskotek i kælderen under Krasnapolsky. Jeg har stået så meget disse tre steder, at jeg stadigvæk ikke kan gå forbi uden at føle en vis ejendomsfornemmelse, ja ligefrem faderstolthed, eftersom jeg har lagt så stor en del af min i alle henseender flygtige formue der, at jeg føler, jeg med en vis berettigelse kan sige, at jeg har min del af ansvaret for, at de stadig findes« som Carsten Jensen i maj 1996 skrev det i forordet til Nikoline Werdelins ‘Café – Samlede striber’, udgivet på Lindhardt & Ringhof.

Blakket ry i nattelivet 

Men intet varer evigt. En af stifterne, Gregers Bjørn Hansen, forsvandt pludselig fra ejerkredsen, blev styrmand på et skib og siden dømt for hash-smugling.

Anders Linnet, dengang konservativt byrådsmedlem i Gentofte, og Michael Bjørn Hansen, dengang kontorchef i Told- og Skattestyrelsen, drev Krasnapolsky videre sammen med en ny partner. Men ejerne røg blandt andet ud i flere sager omkring Montmartre, som selskabet også drev.

I april 1994 kunne Krasnapolsky dog fejre sin 10 års fødselsdag og her holdt den daværende kulturminister Jytte Hilden festtalen.

Derefter gik det ned ad bakke, og i 1996 blev Krasnapolsky solgt til tyrkiske Hayrullah Türk, som forsøgte at give caféen en make-over og ændre på klientellet, så det ikke blev ved med at være så koldt.

I dag, og frem til lukningen af Krasnapolsky omkring nytår, har det engang så ikoniske ‘Kras’ fremstået med et efterhånden blakket ry i et hårdt nattemiljø i Indre by med vold, billig-druk og knivstik som hyppige indslag, både inden for panoramavinduerne og uden for på Vestergade.

Det var på mode at have ondt i livet og se sur ud

Men allerede tilbage i 1980’erne var der, midt i al populariteten, et eller andet falsk, uægte, nærmest parodisk over Krasnapolsky. I hvert fald hvis man spørger journalisten, forfatteren og reklamemanden Martin Kongstad, som tilbragte en stor del af sin ungdom på ‘Kras’.

»Jeg har sådan en tese om, at 80’erne sluttede den 19. april 1984. Der åbnede Krasnapolsky. Den åbnede som en 80’er-bar. Den var lige efter tidsånden. Kold, narcissistisk og man kunne stå hele vejen rundt om baren og se på de andre. De var én stor cool cat-walk. Fra dag ét var den bar en frase over 80’erne og folk, der dyrkede weltsmertz uden at have nogen som helst smerte. Det var der masser af derinde. Falsk og påtaget. Det var på mode at have ondt i livet og se sur ud. Carsten Jensen stod der inde og så så sur ud, du ville tro, at det var løgn, hvis du så det i dag«, har Martin Kongstad udtalt til Politiken.

Læs hele artiklen på Politiken her.

Leave a Reply