Krasnapolsky i Vestergade

Café Krasnapolsky

I 1980’ernes sortklædte København var Krasnapolsky i Vestergade et af topstederne. Her hang byens literati ud og scorede løs af de villige film- og litteraturstuderende, der flokkedes om den store ovale bar for at sole sig i kendissernes stråleglans og måske ligefrem også nyde en fadøl.

For det var svært at blive serveret på Krassen dengang. Barpersonalet så det nemlig som sin fremmeste opgave at se hen over skoven af bestillende arme, og de talte kun nødigt til andre end aftenens fremmødte celebriteter og så de kolleger, der altid udgjorde den inderste cirkel af helvedeskødranden langs zinkdisken.

At få lov til at arbejde på Krasnapolsky var som at blive adlet, hvorfor man naturligvis også hang ud på stedet i sin fritid og drak billige personaleøl, så rosset kunne se, at man altså tilhørte indercirklen. Sådan er det ikke længere.

Men Krasnapolsky, caféen, hvor digterkongen Poul Borum dagligt indtog sin lunch, inden han gik videre til Ekstra Bladet og anmeldte de daglige bøger, ligger stadig i Vestergade i Indre By, har stadig rå gulve og rør i loftet. Og musikken er stadig – med visse undtagelser – firserpop.

Leave a Reply