Et 80’er-ikon med store vinduer

Et 80’er-ikon med store vinduer

De oprørske teenageår er forbi, men der var engang, da Krasnapolsky var det mest cool sted i hele København. Navnet Krasnapolsky fremkalder straks minder og anekdoter, om kunstnere, fotomodeller, punkere og almindeligt dødelige, der gjorde cafeen til et ikon i bylivet.

Af Anne Winther

Der var engang, da kronprinsen blev afvist i baren på Krasnapolsky med ordene: »Er du over 18?«.

Det var dengang, det var Københavns mest hippe in-cafe. Det er det ikke længere.

I 1984 var der nemlig ingen romantik og softlightpærer – kun stål, glas og frilagte ventilationsrør.

Krasnapolskys historie er lang og fuld af anekdoter. Cafeen blev et symbol på 1980’erne – det udvendige årti. Baren lå midt i det store rum, som en arbejdende tømmerflåde i et hav af mennesker. Den og de store glasvinduer var en perfekt kulisse for ‘se og blive set-kulturen’.

Selv en tur på toilettet kunne blive til ren catwalk, når man skulle gå den lange gang ned mellem bordene:

»Man var meget selvbevidst, når man gik på toilettet. Og med god grund, fordi alle fik elevatorblikket og en vurdering. Samtidig kunne man se Carsten Jensen hænge oppe i baren, og rundt omkring i stålstolene sad musikere fra de bands, man havde på plade«, fortæller journalist Liv Thomsen, som selv var med helt fra åbningsaftenen, hvor champagneflaskerne poppede på stribe. Hun tilhørte den gruppe af halvpunkere, som tog på ‘Kras’, når de lukkede på det lidt snævre Floss, der lå i Pisserenden:

»Der var en mere løssluppen stemning på Krasnapolsky. Bartenderne var vildt lækre, folk bestilte flasker, og fotomodeller stod side om side med de rå punkere. Og det mærkede man tydeligt, når man lige havde stået i kø nede på Floss for at få to sorte guld for en tyver«.

Kortene blev blandet på Krasnapolsky. Det var københavnerstedet, hvor de smarte og cool fra alle kulturer mødtes i glas og stål, sort og hvidt. Hvor bartenderne var snobbede og man ikke gad værtshushyggen. Det handlede om overflade og udstilling. Af kunst og mennesker.

Lækre skår i baren

Cafeen med de frilagte hvide vægge blev en rugekasse for kunsten. Som en af de første steder i Danmark hængte Krasnapolsky skiftende udstillinger på væggen. Der var koncerter, modeshow, tv-optagelser og events.

I 1985 åbnede U-matic i kælderen til Kras. Endnu en gang var holdet på forkant med design, og endnu en gang ramte man noget nyt ved at lave en rå progressiv klub.

»Åbningen af U-matic og alle de andre aktiviteter var nok med til at holde Kras i live som in-sted i ti år. Vi søgte noget nyt, og Kras lå tæt på avantgardemiljøet i Pisserenden«, siger Hasse, som dengang var frisørelev og havde hele det obligatoriske sorte outfit: mascara, spidse sko og stramme bukser. Men der var plads til mange forskellige typer, og ikke kun dem som hørte Soft Cell, Cure, Kraftwerk og U2.

Da Krasnapolsky åbnede i 1984, gjorde man meget ud af at få det rigtige personale. Pigerne skulle være nogle lækre skår – ikke nogle billige sild.

»Det skulle være kvalitative piger med et speciale, men ikke nødvendigvis blondiner – selv om det blev jeg vistnok beskyldt for«, siger Anders Linnet, som startede Krasnapolsky med Charlotte Breum, Gregers og Michael Bjørn Hansen.

Den excentriske digter Poul Borum tog en taxa ind til Krasnapolsky hver dag for at spise sin frokost på slaget 12:

»Det var på grund af Gitte, som var i køkkenet. Hun sørgede kærligt for ham. Og selv inden han døde, fik hun kørt hans frokost ind på Rigshospitalet. I 1989 ansatte vi Niels Frederik som køkkenchef. Han var meget karismatisk og havde helt klart bøsseappeal, og på den måde tiltrak han mange homoseksuelle«, siger Anders Linnet. Med det homoseksuelle miljø og personalets finger på pulsen kom den elektroniske house ud på en dansk klub. Der blev taget stoffer i krogene og drukket indsmuglet øl på toiletterne, indtil solen stod op og man fortsatte festen på Cosy. Homoseksuel eller ej.

I 1996 blev Krasnapolsky solgt. Den nye ejer hed Hayrullah Türk og kom fra Tyrkiet. Tidligere ejer Anders Linnet rådede ham direkte til ikke at købe:

»Jeg kunne ikke selv have kørt det videre – stedet var jo blevet et ikon for et årti«.

One Reply to “Et 80’er-ikon med store vinduer”

Leave a Reply