Åbningen finder sted på Krasnapolsky

Kulturminister Brian Mikkelsen åbner fredag den 16. april klokken 15.00 Per Hillos maleriudstilling.

Åbningen finder sted på Krasnapolsky, Vestergade 10, København K. Ved åbningen vil maleren og udstillere byde velkommen. Derefter holder Brian Mikkelsen en kortere tale.

Per Hillo maler i en stil, han selv kalder “new romance.” Han har udstillet i en række kunstforeninger og virksomheder. Han har atelier i Slagelse og er uddannet dekoratør.

Brian Mikkelsen udtaler:

“På Café Krasnapolsky har der næsten altid hængt billeder på væggene. Og jeg har altid syntes, at det var en god idé. Når man besøger caféerne i Indre By, er der faktisk ikke så mange steder, der udstiller billedkunst midt i det almindelige caféliv. Krasnapolsky er en undtagelse. Derfor er det mig en dobbelt fornøjelse at åbne Per Hillos maleriudstilling. Per Hillos udstilling er i mine øjne udtryk for det gode, private initiativ og engagement.”

“Vi har jo en utrolig variation af professionelle billedkunstnere og malere i dette land. Mange er uddannede på Kunstakademiet, en del er selvlærte. Sådan skal det være. Det giver balance, pluralisme og en større palet. De kunstneriske udtryk er heldigvis mange og forskelligartede. Og de kan være med til at berige vores liv og gøre verden større og mere nuanceret.”

Leave a Reply